Jeg er lige vendt hjem fra en rejse "into the wild." 10 dages nærkontakt med mit ophav i den islandske muld. Der hvor det vilde Atlanterhav møder den nordligste pynt af øen, i en vig som emmer af ro, ro og atter ro.

Der bor ingen mennesker længere - og alligevel er der masser af liv. Primært i form af måger, strandfugle, ravne, ræve og fluer, mens havet er hjemsted for legelystne sæler, bungyjumpende laks og alle mulige fisk.

Til gengæld er der ingen elektricitet, intet mobilsignal og ingen internetforbindelse. Det tog mig lige præcis 2 timer at vænne mig til ikke hele tiden at skulle tjekke sms eller mails på min iphone. Og hvem har brug for et fjernsyn, når virkelighedens Natural Geographic Channel er lige udenfor teltdugen, 24 timer i døgnet!

Jeg spiste udelukkende, hvad naturen fodrede mig med; fisk vi selv fangede, vilde bær, vand fra kilden, fugleæg og forskellige vilde planter. Ok, vi havde også lidt kaffe med hjemmefra! Og mors hjemmebagte kage... 

Jeg nød at sætte fitnesskortet på stand-by og bare bruge naturen som motionscenter. Vi klatrede i bjerge, løb langs de langstrakte kyster, balancerede på store sten og klatrede i klipperne. Det tog forbløffende kort tid at blive en del af naturen og det sprudlende vilde dyreliv. Måske er jeg tilgængelig for den slags i forvejen - ellers var jeg vel blevet hjemme.

Jeg tiltrækkes af roen, naturen og den gradvis mere og mere meditative tilstand, jeg kommer i, når alle hverdagens forstyrrelser barberes væk. Pludselig tømmes hovedet for tanker. Sådan føles det i hvert fald. De er der selvfølgelig, men jeg lægger ikke mærke til dem eller hænger fast ved dem. De er der bare. Ligesom blodomløbet bare er der.

For mange mennesker bliver den evindelige tankestrøm ofte en byrde. Dels fordi der er for mange tanker, dels fordi de ikke altid er gode eller opbyggende, men måske snarere begrænsende og selvdestruktive. Og tankerne bliver ikke bare oppe i hovedet. De laver respons i hele kroppen og tænder følelser som igen laver nye tanker og nye historier, der ikke nødvendigvis har noget med virkeligheden at gøre. At slukke for alt det er en gave. Især for storbymennesker med hoved fyldt til bristepunket. Og jeg tror, det er bydende nødvendigt at skabe noget ro.

Jeg ved godt, at alle ikke er velsignede med et refugium, som det jeg har adgang til oppe i det nordlige. Men det kan skabes. Faktisk uden at rejse nogle steder - andet end i bevidstheden. Og det går bare 1000 gange lettere, hvis hjernen er klar. Det vil sige fri for sukker, fri for madsminke og fri for underlige (og underlødige) fødevarer.

Vil du ud af sukkerfælden eller kender du én der trænger til at lægge de søde sager på hylden? Så har jeg løsningen: mit SugarFREE kursus!