Nogle læser horoskoper og stjernetegn, andre kigger i krystalkugler. Jeg er pure islænding og tyer til mine runesten.
I alt 25 sten som hver især repræsenterer en visdom.
Stenene henleder min opmærksomhed på mulig frygt eller forhindringer. De giver mig en pejling på, hvad jeg kan gøre. Og ikke mindst motivation til at gøre det. Helt harmløst og lidt sjovt. Brug det eller lad være.
The Blank rune er maj måneds rune.
Jeg trak den til mig selv, for at få overblik over, hvad der kommer til at røre sig i mit liv den næste måned eller to.
At trække den blanke rune er noget af et scoop! Den symboliserer intet mindre end død; altså i overført betydning naturligvis.
En afslutning og ny begyndelse hvor alt er muligt. Det der bliver tilgængeligt er et nyt perspektiv, en ny måde at se verden på. Og ikke bare se med øjnene, men SE med hele sanseapparatet.
At se det, der er og ikke hvad vi tror, der er. Der er stor forskel. Så drop forestillingen, forventningen og troen. Øv dig i stedet på at se virkeligheden. Det er kolossalt befriende, når det lykkes, og det gør det! Slå tankerne lidt fra. Se det. Gør det. God vind. Uden aske, forhåbentlig.
Kærlig hilsen Thorbjörg